Angst for heste forsvandt og lidt mere

 

I det halvkedelige efterår 2007 befandt jeg mig et sted i Nordsjælland.Angst-for-heste

Jeg havde solgt min bil og insistere på at cykle til arbejde. Jeg boede i Birkerød og dem der bor omkring Høveltevej ved, at der for cyklister kun er tildelt et område på størrelse med en regnorm. Jeg fik flere langefingere end glade vink i den tid. Ikke fordi jeg er en særligt bredrøvet eller umulig cyklist – jeg hørte bare ikke til i den morgentrafik.

Der var flere faktorer der gjorde min eksistens til en gang røvsyg steeplechase. Stikord i form af kæresteproblemer, en viiildt negativ kollega der forpestede min ellers så glade sjæl og hjemve, fordi jeg er ærkefynbo.

I den tid rendte jeg ind i Tulle Hyllested. Vi mødte hinanden, ved et tilfælde, igennem hesteinteresse og på trods af hendes gennemskuende og kærlige blik følte jeg mig tryg i hendes selskab. Normalt kunne det sikkert skræmme folk med sorte gemmer i skuffen, men den kvinde fik mig altså til at åbne op.

En dag besluttede jeg mig for at lade hende hypnotisere mig. Ud over mine sjælelige polemikker var jeg bange for noget så simpelt som at hente heste ind fra folden. En ulykke med en unghest for en del år siden gav mig en skræk i livet. Så meget at det forhindrede mig i at dyrke min interesse. 

Tulle inviterede mig ind i hendes rolige og lyse klinik i Allerød. Billederne på væggen og hendes rolige stemme fik mig til at slappe af.

Hun spurgte ind til mine problemstillinger, gav sig god tid og kom med nogle ret sigende svar. Faktisk fik hun pillet alt ud af mig, så der kun var hestene tilbage.

Da jeg endelig lå på den behagelige briks og sank dybere ind i underbevidstheden skal jeg ærligt indrømme at jeg ikke kan huske mere.

Men da jeg vågnede følte jeg en indre ro og glæde. Jeg anede ærligt talt ikke om det hjalp en dyt, da jeg aldrig har troet på hypnose og måske oven i købet været lidt skræmt ved tanken.

En måned senere havde jeg glemt alt om hypnosen og Tulle, men så opstod situationen hvor jeg skulle hente to fuldfede og halvgnavne holstenere ind fra en fold.

Det var først da jeg stod i stalden alene med de to heste, at det gik op for mig.

Jeg havde hentet dem ind alene, det var gået godt og jeg hyggede mig!!!! Angsten havde altså ikke opsøgt mig hverken før, under eller efter hentningen af hestene.

Siden hen er det blevet til flere fold-ture og jeg føler mig tryg ved at lave jordarbejde med dyrene igen. Jeg mærker selvtilliden og ved nøjagtigt hvordan jeg skal reagere når dyrene bliver urolige. Det er præcis den samme følelse som når jeg sidder på dem. Den forældreagtige beroligende tyngde som glider ned igennem sadlen og siger pruuuh uden ordlyd til en ilter hest, kan også sagtens udøves fra bunden.

Det er skønt og ubeskriveligt. For jeg har virkelig savnet selskabet med de store dyr og har manglet dem siden ulykken. Jeg har redet siden barndommen og det har altid været en stor og uundværlig del af mit liv.

Tak Tulle!

Tamara Furrer